Poul Kjærholm 1929 - 1980 Biografi

Poul Kjærholm ville egentlig være kunstner, men fik svendebrev som møbelsnedker i Hjørring 1949. Derefter gik han tre år på Kunsthåndværkerskolen i København. Efter sin afgang underviste han her 1952-56. Kjærholm var også hospitant på Kunstakademiets Møbelskole. I 1955 begyndte han at undervise der, 1959 blev han lektor og i 1976 overtog han møbelskolens professorat efter Ole Wanscher. Kjærholms afgangsopgave på Kunsthåndværkerskolen hos Hans J. Wegner, en hvilestol i opslidset fladstål og flagline, var i sin kontruktion og materialer så interessant, at Wegner fik Kjærholm knyttet til møbelfabrikken Fritz Hansen Eftf. Her lavede Kjærholm en række eksperimenter med nye materialer og konstruktioner. Prototyperne blev udstillet og anerkendt, men aldrig sat i produktion. Arne Jacobsen lavede i disse år påvirket af Charles Eames sine første tredimensionale skalstole hos Fritz Hansen. Inspireret af det prøvede Kjærholm bl.a. at bukke finérpladerne så meget, at de også kunne danne ben. Poul Kjærholm stillede så enorme krav til sine producenter mht. produktionsmetoder og finish, at selv ikke den største og mest moderne møbelfabrik ikke kunne leve op til hans ideale krav. Som Arne Jacobsen ønskede han, at hans industrimøbler skulle være ligeså gode som det bedste håndværk. Det var derfor først i 1955, da han gennem Wegner fik kontakt til producenten E. Kold Christensen, at Kjærholms møbler kunne komme i produktion. Kold Christensen havde ikke nogen produktionsvirksomhed, men brugte underleverandører. Det gav Kjærholm mulighed for at kombinere det bedste fra industri og håndværk. Hans kompromisløse perfektionalisme gjalt også ham selv. Han lavede aldrig noget som ikke var fuldendt, intet var tilfældigt eller spontant i hans produktion, men altid, som hos den første professor på Møbelskolen, Kaare Klint, gennemarbejdet med omhu. Det betød til gengæld, at hans samlede produktion blev lille -ca. et møbel om året. Kjærholm har med sine møbler fået international opmærksomhed som få danske designere, men han og Arne Jacobsen var også nogle af dem, som var mest orienteret mod udlandet i deres formsprog. Jacobsen og Finn Juhls møbler var skulpturelle former, som med deres organiske linieforløb stod i kontrast til den modernistiske beton- og murstensarkitekturs rette linier og plane flader. Kjærholms møbler skulle ikke virke som dynamiske kontraster til de statiske rum. De fremstår som underordnede led i arkitekturen, og som denne er de præget af rette linier, enkel orden, visuel lethed og et meget præcist udtryk. Kjærholms møbler er både med hensyn til form og materialer nært beslægtet med Bauhaus-skolens møbler. Form og funktion går altid op i højere enhed på den mest enkle måde. Kjærholm var ligesom arkitekter som Marcel Breuer og Mies van der Rohe optaget af cirklen, kvadratet og kuben. Og ligesom Bauhaus-arkitekterne havde Kjærholm indset, hvilke æstetiske kvaliteter industrialiseringen kunne berige møbelkunsten med. Men Kjærholm vendte sig ikke som Bauhaus mod masseproduktion, fordi han mente møbler skulle have en social målestok. Det var kun Bauhaus' kunstneriske udtryk Kjærholm tog op, ikke ideologien. Ønsket om at lave simple konstruktioner med afklarede detaljer gjorde, at Kjærholms møbler om muligt levede næsten endnu bedre op til Mies van der Rohes dictum, "Less is more", end hans egne møbler. Ligesom man kan ane en klassicisme i Mies van der Rohes strenge arkitektur, kan man hos Kjærholm aflæse en -omend meget renset- version af den danske klassicisme, som professor Nicolai Abildgaard opdyrkede på Kunstakademiet i 1800tallet. Kjærholm dyrkede også den danske tradition, hvad møbeltyperne angår. Flere af Kaare Klints temaer går igen bl.a. karmstolen, dækstolen og foldeskamlen Selvom Kjærholm ligesom Børge Mogensen og Hans J. Wegner var møbelsnedker, lavede han aldrig traditionelle snedkerkonstruktioner, og hans foretrukne materiale var stål. 1930ernes forchromede stålrørsmøbler af bl.a. Poul Henningsen og Mogens Lassen blev aldrig en succes i Danmark. Men Kjærholm betragtede stålet som et naturmateriale med samme lødighed som træ og læder. Han mente, at stål patinerer ligeså smukt som organiske materialer, hvis det slibes rigtigt og får den rette overfladebehandling. Stålets specielle fortrin som konstruktionsmateriale, dets styrke og fjedring blev udforsket af Kjærholm. Det beherskede materialevalg, oftest stål, læder og træ og hans begrænsede farveskala gør, at hans møbler virker naturlige og ægte. Stålet egnede sig til at skabe møbler, som så lette ud og var enkle. Kjærholms konstruktioner er altid tydelige. Hvert elements funktion aflæses let, ligesom forbindelserne er tydelige og som noget nyt samlet med umbracoskruer. De åbenbare og simple konstruktioner og de udsøgte og perfekt bearbejdede materialer gør Kjærholms møbler både ærlige og eksklussive. Desværre er fremstillingen af dem for dyr til, at man nogensinde kan producere så mange, at de bliver billige. I de sidste år af sit liv arbejdede Kjærholm mere med træ og prøvede at lave en dampbøjet stol i stil med Thonets. Kjærholm forestillede sig sine møbler anvendt i store lyse rum kun udstyret med det mest nødvendige. Opfattelsen af det arkitektoniske rum måtte ikke forstyrres af ophobninger af ting. Møblerne skulle være stationære -noget som egentlig giver sig selv, da mange af stålmøblerne på trods af deres lette udseende rent faktisk vejer en del. Inventaret skulle opstilles i en stram, letopfattelig og åben komposition, der trods sin taktfasthed og møblernes bundne placering var så gennemtænkt, at den kunne føles naturlig og tvangfri. Rummet ville ikke stivne eller dø, fordi møblerne fik tildelt en fast plads eller stod vinkelret eller parallelt på hinanden. Menneskene selv ville med deres kroppe og tale tilføre rummene liv og bevægelse, variation og farve. Møblerne selv skulle give ro i interiøret og skabe visuel harmoni. Selvom Kjærholm tegnede sine møbler til brug i boligen, er de mest blevet anvendt i offenlige rum -måske fordi stationære møbler egner sig særlig godt til offenlige rum eller pga. møblernes høje pris.