Mogens Koch 1898 - 1992 Biografi

Mogens Koch var uddannet bygningsarkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole, men må som arkitekt betegnes om en generalist, idet han har beskæftiget sig med de fleste områder indenfor arkitekturen, fx bebyggelsesplanlægning, huse, monumenter, møbler, tekstiler, sølv, skrift, udstillingsplanlægning. I sin ungdom arbejdede han hos Carl Petersen og Ivar Bentsen, Kaare Klint og hos Povl Baumann og Ole Falkentorp. I 1934 åbnede han egen tegnestue. Ligesom Kaare Klint udviklede Koch en ny faglig retning på Kunstakademiet, bygningsrestaurering, som han i 1950 blev professor i. I en årrække beskæftigede han sig primært med restaureringer af både kirker og verdslige bygninger. Koch havde gået på Kaare Klints Møbelskole og under ansættelsen hos Kaare Klint, var han med til ombygningen af Frederiks Hospital til Kunstindustrimuseum. I sin formgivning satte Koch altid helheden over detaljen og stræbte efter at skabe overenstemmelse mellem bygning, inventar og møbler ligesom Klint. For restaureringsarkitekten var ideen om at bygge videre på tidligere arkitektgenerationers erfaringer heller ikke fremmed. De få, men meget analytisk gennemarbejdede og enkle, møbler, Koch tegnede, er alle skabt til et bestemt formål eller en bestemt bygning. Kochs mest berømte møbel, den kvadratiske bogkasse, blev tegnet til hans egen bolig, et af arkitekt Pavl Baumanns små rækkehuse i Hulgaarden, allerede i 1928. Den lever op til alle de krav Klint, stillede til et funktionelt møbel. Den er bl.a. fleksibel, pladsbesparende og ligesom den er ruminddelt efter tidens bogformater. Ligesom Klint arbejdede Koch også med tal og geometri i både sine historiske studier og i sin stræben efter en harmonisk proportionering af fx møbler. På trods af Kochs arbejde med standardmoduler kom han ligesom Klint og Ole Wanscher kun i begrænset omfang til at arbejde for industrien. Kochs praktiske, naturlige og anonyme møbler er fremstillet af uopslidelige, vedligeholdelsesfri materialer, som den danske snedkermøbeltradition foreskriver. Koch hører til blandt de arkitekter, som har udtrykt Klint-skolens funktionalistiske idealer klarest.